Tryvertising

  • Tryvertising er et begreb, der er opstået af ordene “try + advertising = tryvertising”. Basalt set er det når forbrugerne bliver bekendt og fortrolig med et produkt eller service ved at prøve det i en relevant situation. Gratis naturligvis. For det er virksomhederne, der betaler for at forbrugerne kan prøve det.
  • Selve metoden er opstået i erkendelse af, at en af de mest effektive former for markedsføring, er når forbrugerne aktivt prøver og oplever et produkt og dermed danner sine egen erfaringer. Modsat traditionel massemarkedsføring der er mere passiv markedsføring, har man altså her direkte kontakt med forbrugeren, og de prøver produktet af egen fri vilje. En yderligere bonus ved tryvertising er at der er gode chancer for at forbrugerne vil fortælle andre hvad de har oplevet – og anbefale det.
  • Tryvertising er principielt en nytænkning af traditionel sampling, som vi typisk kender fra supermarkeder med gratis smagsprøver af forskellige varer. Men i den traditionelle form vi kender, bliver vareprøver praktisk talt delt ud til højre og venstre, og det er ikke noget forbrugerne ligefrem vælger aktivt, og ofte er situationen ikke så relevant. Gammeldags sampling er typisk heller ikke målrettet specifikke målgrupper.
  • Tryvertising kan man lidt kalde for “moderne sampling”, og er derimod typisk mere et aktivt valg fra forbrugeren. Det er når man selv vælger at besøge fx et sted eller en event for at få en oplevelse, inspiration, rådgivning, underholdning, og så samtidig prøve og opleve et produkt. Ofte er det meget målrettet markedsføring mod specifikke målgrupper.
  • En del af de eksempler man har set på tryvertising, er hvor virksomheder har valgt at integrere deres produkter og brands på forskellige steder, som bl.a. hoteller, barer og caféer, ved events, uddannelsesinstitutioner eller i det offentlige rum, såsom pladser, tog og busser. Man ser ofte et tæt samarbejde mellem annoncøren og det sted, hvor man nu kan opleve brandet, og dermed kan man sagtens drage tætte paralleller til product placement, som det minder en del om. Bare i udvidet form.
Apologies, for this post the comments are closed